fredag den 20. december 2013

Santa's little helper!

Datoen er nu blevet d. 20/12 og juleaften nærmer sig med hastige skridt. Hvor blev det år lige af? Jeg har aldrig oplevet at et år for mig har været så uforudsigeligt. For et år siden arbejdede jeg på fuldtid i Sportmaster på Nørrebro og havde boet i København i to måneder, og var dette tidpunkt på vej til Dubai for at holde jul med min fars side af familien. Havde nogen på det tidspunkt sagt til mig, at jeg præcis et år efter ville have boet i Herning i fire måneder, havde jeg nok grinet dem lige op i ansigtet og sagt, at det måtte være den forkerte Carina de havde fat i.

Alligevel sidder jeg her nu, i hjertet af Herning, og er et helt andet sted i mit liv end jeg var et år tilbage. Jeg må indrømme, at der ikke går en dag uden, at jeg savner København og min hverdag med Sara. Men jeg står ved min beslutning om at sige ja til pladsen på på TEKO.

Det har nu været rigtig hårdt at rive alt op med rod og flytte til en helt ny by - særligt fordi jeg gjorde det to gange på et år. Men jeg fortryder intet og har lært så meget af både flytningen til København og til Herning. Dog glæder jeg mig som et lille barn til i aften at vende snuden mod Aalborg for at holde jul i min barndomsby sammen med min skønne familie og hive stikket ud for en tid!
December har været en sindsygt stressende måned, så det bliver simpelthen så dejligt at holde fri lidt. Jeg har haft rigtig mange opgaver der skulle afleveres og forsvares på TEKO, rigtig mange timer sideløbende på jobbet, en lejlighed der skulle helt på plads efter flytning nr. fire på et år samt alle julegaverne der skulle ordnes.
Sidstnævnte har været en rigtig tidsstjæler, da 80 % af alle de julegaver jeg giver i år er hjemmelavet. Jeg har haft gang i symaskine, malegrej, pensler, saks, papir og blyant nærmest dagligt for at få det hele færdig til tiden - og endelig kan jeg (selvom det har været rigtig hyggeligt) ånde lettet op og erklære at jeg er FÆRDIG! Jeg har virkelig følt mig som julemandens hjælper på overarbejde eller så noget, så jeg håber at min kære familie bliver glade - der er i hvert fald ingen bytteret ;-)
Jeg lover at vise jer billeder af mine kreationer efter jul, da jeg jo af gode grunde ikke kan vise jer dem nu ;-)
Beklager det lange indlæg, nostalgien løb vidst lidt af med mig. Tak til dem der læste det til ende - haha!

God jul og ferie til dem der ligesom jeg (i aften) er så heldige at have det!

//Carinasss

Ingen kommentarer:

Send en kommentar